send dit brev her

 EVALUER BREVKASSEN HER!

2018-04-15 10:48:25

Alder: 19
Køn: pige

Hej brevkassen, jeg er en pige på 19 år og jeg h…

Hej brevkassen, jeg er en pige på 19 år og jeg har gået og leget med tanken om at skrive til jer, men samtidig har jeg os tænk at jeg ikke har haft overskud.. Jeg lever i et psykisk og fyskisk forhold hverdag, men det har ikke altid været sådan. Det hele startede for 8 måneder siden, hvor vi glade og ny forelsket & der havde aldrig været noget som helst! Han var det sødeste imod mig, vil ikke kalde ham en \\"underdog\\", men han var bare super sød og behandlede mig som om jeg var hans mor. Da vi havde vores første skænderi begyndte han at prøve at fortælle mig hvordan jeg var så menneske og opdigtede historier for at få mig ned med nakken, F.eks kunne han sige \\"du bare En der udnytter folk, fordi det sådan du er\\", altså han kørte virkelig psykisk på mig og jeg fik hele armen.. Han begyndte at have regler for mig F.eks skal jeg spørge om jeg må tage udenfor med mine veninder, hvad tid jeg skal være hjemme, han tjekker min mobil hverdag og vil rigtig gerne læse privat samtaler med mine veninder, hvilket jeg har sagt at det skal han ikke fordi det privat beskeder, men så ender han altid med at beskylde mig for at skjule noget overfor ham. Vores forhold går op og ned, det ødelægger mig psykisk og en dag gik det over gevind.. Jeg fik en knytnæve og jeg græd som en i helvede - ikke fordi det gjorde ondt, men fordi jeg var så chokeret over at han kunne finde på det? Fint nok at han kørte på mig, men der var bare noget der ikke hang sammen. Første gang han slog mig skrev han en lang besked til mig at han var chokeret over sig selv og han elskede mig og virkelig sagde undskyld - Jeg tilgav ham, selvfølgelig og håbede at det aldrig ville ske igen.. Jeg ved at selvfølgelig sker det 1 gang, vil det ske resten af vores liv med hinanden, men jeg var naiv fordi jeg elskede ham så meget og jeg lod som om det ikke skete fordi jeg var chokeret. Jeg glemte alt om det dag og lod som ingenting overfor min familie, veninder og min støtte fra en kontaktperson. Månederne blev værre og han var så led overfor mig, han kalder mig for skældsord og når han slår mig og når jeg græder overfor ham så kan han gå fra at være en kujon til at være sød og kramme mig, kysse mig sige han elsker mog og at vi SKAL være sammen og hvis jeg ikke vil være ssmmen med ham, så det fordi jeg har noget med en anden. Jeg snakker hverken med nogen drenge udover dem fra min familie og har kun piger over alt på de sociale medier, men alligevel skal han sige jeg har noget med andre piger - og i starten troede jeg at det var fordi han havde gang i andre piger selv fordi han så var mistroisk, men jeg har tjekket hans mobil fordi hvis han vil tjekke min, så skal jeg os tjekke hans selvfølgelig, det skal jo gå begge veje og han har kun mig som kæreste, så det er ikke noget med det og gøre. Vi har haft det dårligt de sidste 3-4 måneder hvor han har banket mig blå og efter 10 min sidder han og græder og siger han elsker mig. Det rigtig svært og jeg ved jo godt jeg er dum at blive hos ham, men når jeg prøver at gå fra ham, så vil han starte rygter om mig og han stalker mig virkelig med beskeder hvor han blandt andet kalder mig for luder, siger jeg boller til højre og venstre og ringer over 200 gange og hvis jeg blokere hans nummer ringer han bare med hemmeligt eller fra andre mobiler. Jeg er hans første kæreste og han er virkelig naiv og desperat for det som om at ingen andre må få mig hvis vi ikke er sammen. Jeg har slået op med ham igår fordi han gik over gevind og svinede mig på det groveste til og jeg kan ikke holde til mere, han har virkelig ødelagt mig psykisk - jeg går til psykolog og får støtte af min kontakte person 24/7 og der er virkelig OBS på mig.. For 2 måneder siden forsøgte jeg at tage mit eget liv og blev indlagt fordi jeg ikke kunne mere.. Han kom faktisk og besøgte mig på hospitalet og jeg kunne se på hans øjne at det her ikke var for sjovt og han vidste at jeg ikke kunne mere, men alligevel bliver Han bliver ved hverdag at køre mig psykisk ned. Jeg skal snart starte i noget depressions pakkeforløb, men jeg føler bare ikke det ville hjælpe mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op og jo jeg har familie og veninder, men jeg føler mig så fandens alene når jeg skal gå igennem det her og jeg ser ikke nogen anden udvej mere. Han er invandre og er muslim, men alligevel behandler han mig som skod, som om han ikke sæter pris på mig. Han kan fra den ene dag elske mig og jeg kan være hans alt også den anden dag er jeg bare en luder. Jeg ved faktisk ikke hvad det er jeg prøver at sige, men jeg vil bare gerne ud med alt for jeg føler at mine veninder er blevet træt af at høre på mig og deres øre er brugt op for at høre på mig. Jeg tror at jeg har brug for at gå i noget gruppe hvor andre os bliver udsat for psykisk vold og fyskisk for at jeg kan se ag komme videre og komme frem ad - det her tager virkelig livet af mig og selvom vi ikke er sammen ringer han hverdag fordi han ikke helt forstår at jeg ikke kan mere, han tror stadig han bestemmer over mig selvom vi ikke er sammen. Der er meget mere udover det her jeg har beskrevet, men det er os bare noget af det samme og hvis jeg skulle skrive alt om de negative ting ville jeg kunne skrive en hel bog.

2018-04-16 17:15:04

Kære pige på 19 Tusind tak for dit lange brev. Allerførst vil jeg gerne rose dig for, at du endelig fandt styrken til at komme ud af det forhold. Det er slet ikke så nemt, som det kan lyde, fordi ens selvtillid og selvværd langsomt brydes ned i sådan et forhold, som du beskriver. Så godt gået af dig. Hold endelig fast i din beslutning - uanset hvad han kunne finde på et love dig eller true dig med. Sådan som du beskriver ham, stopper det ikke, før han selv kommer i behandling og søger hjælp til at ændre sin adfærd. Det kan du ikke gøre - uanset hvor meget du måtte elske ham i øvrigt. Så rigtig godt at det er stoppet. Du er altid velkommen til at skrive til os og du må også rigtig gerne bruge vores chat eller ringe til Basen, hvis du har brug for at få sat ord på alle dine oplevelser. Den bedste måde at bearbejde traumer på er ved at tale dem igennem - ofte flere gange og her kan det være en hjælp at gøre det med en professionel, der kan holde ud at høre på dine forfærdelige oplevelser. det kan være rigtig svært for veninder eller familie at skulle lægge øre til, men det er det, der er forskellen til professionelle, der er oplært og trænet i at hjælpe piger som dig. Så du må rigtig gerne bruge os så længe du synes, det kan hjælpe dig. Jeg vil også foreslå, at du bruger dis psykolog og din kontaktperson til at holde fast i din beslutning og få skabt et godt liv fremadrettet uden vold. Det fortjener du virkelig. Så godt gået! - og vend endelig tilbage til os, når du har brug for det. Så skal vi nok prøve at hjælpe dig. PÅ forsiden af vores hjemmeside www.brydtavsheden.dk kan du se kontaktnummer og åbningstider på både chat og telefon og ellers er brevkassen åben døgnet rundt og vi svarer normalt inden for 24 timer. De varmeste hilsner

Anne

Se svaret

2018-04-14 21:30:35

Alder: 15
Køn: dreng

Hej brydtavsheden jeg er en dreng på 15 år der h…

Hej brydtavsheden jeg er en dreng på 15 år der har en far som er alkoholiker og har givet mig en masse svigt og dårlige oplevelser, jeg ville hører om der er nogen mulighed for jeg kunne komme til at holde fordrage sammen med jer da jeg tror at unge vil have godt af at hører andre unge som har brudt tavsheden og fået hjælp.

2018-04-16 17:02:49

Hej dreng på 15. Tusind tak for dit brev og dit fine tilbud. Jeg vil foreslå dig, at du kontakter vores kontor på telefon 60 38 58 00 mandag - torsdag 9-16 eller fredag 9-14 for at drøfte nærmere, hvordan dine oplevelser eventuelt kan komme andre unge til gode gennem at deltage i vores arrangementer. Håber at vi hører fra dig snarest. De varmeste hilsner og endnu engang tak for din omtanke for andre unge i en svær situation

Anne

Se svaret

2018-04-11 16:00:47

Alder: 33
Køn: pige

hej jeg er kvinde 33 år gammel jeg skriver fo…

hej jeg er kvinde 33 år gammel jeg skriver fordi jeg som barn når jeg var uartig fik smæk i numsen af mor eller far det man vil kalde en gammeldaws endefuld når jeg var uartig blev jeg sent på værelset og mor eller far kom så og skældte ud og forklarede hvorfor det jeg havde gjort var forkert så trak de bukser og underbukser ned på lag mig over der knæ og gav mig smæk i den bare ende med deres hånd jeg græd altid meget de sagde elskede mig og mig knus når det var overe som barn fyldte det ikke så meget men nu som voksen tænker jeg på det meget ofte hvorfor det skete og jeg har det bare svært med det men ved ikke rigtigt hvad jeg skal stille op med det det er min historie

2018-04-12 19:07:35

Kære kvinde på 33 år. Tak for dit brev, vi arbejder med børn og unge, men jeg vil svare dig kort. Det er nogle spændende tanker som du har om din barndom, nemlig om det var i orden at opdrage en lille pige på den måde. Og at når du græd, så fik du at vide at dine forældre elskede dig, du fik også knus. Jeg tænker at det er vigtigt at tænke i tid, den gang du blev opdraget på den måde, da var det en almindelig måde at opdrage på. Det er først for 20 år siden at det blev forbudt at slå sine børn. Og dengang var det hos mange den måden som mange blev opdraget på. Der var dengang mange forældre der mente at det var godt for børnene og måske vidste forældrene ikke hvordan de ellers skulle opdrage deres børn. Jeg tænker at du kan bruge dine barndoms oplevelser til at gøre dig klart hvordan du selv i dag synes at børn skal opdrages. Har du selv børn, kunne det blive en start til en samtale med din partner, om hvordan I vil opdrage jeres børn. Måske tale om dine oplevelser med dine venner, der har børn. Og sidst så kan du måske tale med dine forældre, hvis du stadig har dine forældre. Så kan I jo tale om hvad de tænkte dengang og hvad de tænker I dag, og du kan fortælle hvordan du tænker om det der skete. Jeg håber at du kan bruge mine tanker til at komme videre med dine fine refleksioner om dit liv som barn.

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Herdis

Se svaret

2018-04-09 16:14:36

Alder: 23
Køn: pige

Hej Jeg har gennem de sidste fire år langsomt op…

Hej Jeg har gennem de sidste fire år langsomt opdaget at jeg psykologisk er blevet holdt nede af min mor. Hun har, hvad jeg tror er narcasistiske træk. Jeg har igennem hele min opvækst ikke oplevet at hun har behandlet mennesker oprigtigt eller respekteret dem. Hun har ikke evnen til at glæde sig på andres vegne og elsker at bagtale dem eller er konstant jalousi. Dette har naturligvis også gældt over for mig. (ønsker ikke at gå i detaljer med konkrete episoder, da brevet vil blive for langt. Jeg er dog i store træk blevet behandlet som en ting, og ikke et menneske med egne følelser og holdninger.) Det har været en lang proces for mig at lære at noget var galt og unormalt. Det har ikke hjulpet, at min mor ud ad til har opholdt en facade af at være et sødt og kærligt væsen, men bag lukkede døre eksploderet i beskyldninger og raseri. I mit forsøg på at lære mere har jeg stødt på utallige beretninger om svære forældre relationer, men i alle tilfældene har jeg oplevet at ”børnene” har haft et håb, uanset hvor urealistisk det var, om at få en god relation til deres forældre og at det bare var noget der lige skulle fikses. Dette håb nære jeg ikke og har aldrig gjort det. Jeg ønsker ikke at sidde at drikke kaffe med min mor engang i fremtiden, for jeg ved at det ikke vil være en sand relation, netop fordi jeg aldrig har set hende have en. Og jeg tror ikke jeg ønsker at tilgive hende for den måde hun har været på. Det undre mig hvad det gør at jeg ikke har dette behov for at have en relation med min mor, når folk som har været udsatte for mere grufulde ting end mig gør? Hvorfor har jeg det så anderledes? Og er der andre der har det ligesom mig?

2018-04-09 21:24:21

Kære pige 23 år, Tak for dit brev. Jeg kan forstå på dig, at det er igennem de sidste 4 år at erkendelsen omkring dine mor er blevet tydeligere for dig. Dette tænker jeg hænger sammen med, at du er blevet voksen og har læst at adskille dig fra hende og derfor bedre har kunne gennemskue hendes adfærdsmønstre. Det er altid svært for et barn at gennemgå det uskyldstab, der ligger i at erfare, at forældre ikke har kunne opfylde de behov som måtte være helt naturlige for barnet. At hun ydermere har været krænkende i sin adfærd ift. dig, gør at smerten stikker dybere. Du skriver, at det undre dig at andre børn kan tilgive deres forældre og efterfølgende få en relation, at du ikke har dette behov. For at kunne tilgive skal der være en erkendelse fra den anden part og som jeg forstår dit brev, er din mor ikke kommet til dette stadie. Jeg tror derfor at din reaktion, handler om at passe på dig selv således at din mor ikke formår at nedbryde dig yderligere. Håber dette giver mening for dig. Mange hilsner

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Camilla

Se svaret

2018-04-05 17:38:28

Alder: 16
Køn: pige

hej jeg har været til et af jeres foredrag, og sa…

hej jeg har været til et af jeres foredrag, og satte pris på ærligheden og blev inspireret til at tage kontakt. Jeg har de her problemer der hjemme, det er derfor at jeg ville på efterskole, som jeg er nu, mine forældre arbejder ikke pga deres sygedomme der gør at de ikke kan gøre de fleste aktiviteter. Mine forældre sover det meste af dagen så jeg kan ikke få tid til at snakke med dem og komme ud med mine problemer og jeg vil ikke trænge mig på ved at vægge den, fordi at min far har en meget kort lunte specielt når han ikke for nok søvn, min mor er oftest bare som om at der ikke er nogen kontakt. Min mor har ufatteligt mange sygedomme der gør at hun nogle gange bliver indlagt og kræver at jeg skal komme hen til hende hver dag, det giver mig så problemer eftersom at det er efter skole og det medføre så at jeg ikke får lavet mine ting eller ser mine venner. Når hun så er der hjemme så er jeg som en plejemedhjælper. Der var en periode lige inden jeg kom på efterskole kom jeg op og skændes med min mor i 3 timer hvor vi råbte og skreg over at jeg skole give hinde en sprøjte i maven som hun skal have mod sukkersyge, men jeg har en ekstrem frygt for at se nåle så jeg nægtede, jeg ende med at slippe fordi at jeg låste mig inde på mit værelse. Jeg skulle også skifte min mors plastre hun fik fordi at hun blev overgæret hvor jeg blev tvunget til at rense det. Min mor truede mig ved at sige at jeg ville blive tvangsfjernet hvis jeg fortalte for meget om hvad der skete der hjemme, for jeg fortalte mine forældre hvis det var at jeg havde snakket med nogen, eftersom at min mor har et princip jeg kalder for \\"straf på straf på straf\\" altså at hun ville give mig en traf og ende med 6. mine forældre prøver hele tiden at manipulere mine tanker med at indirekte at fortælle mig hvad jeg skal syntes og hvornår at jeg lyver til dem (hvilket jeg ikke gør) eller prøver de at fortælle mig hvad jeg føler. Da jeg legede med legetøj truede min far mig altid med at hvis jeg gjorde, noget forkert, ville han køre over mit legetøj med en græsslåmaskine. Nu siger han bare at han vil slå en skruetrækker gennem min telefon og computer. Jeg har fortalt dem om nogle \\"seksuelle overgrab\\" jeg var udsat for, som de ikke ville gøre noget ved, en af dem var da en af mine forældres venner, som har rørt ved mig, ikke voldsomt men nok til at jeg var bange for at røre mig, jeg fortalte det og intet kom ud af det, og han er blevet være end før men jeg siger det ikke til mine forældre mere. Der var også en gang da 2 mænd prøvede at åbne min BH i bussen og kærtegnede min ryg og forfulgte mig efterfølgende som mine forældre bare sagde at der intet var at gøre. Så jeg fortæller dem aldrig noget omkring alt for jeg føler at de er ligeglade med det. Undskyld for den lange besked. Hvad kan jeg gøre?

2018-04-05 18:15:23

Kære pige på 16 år. Tak for dit brev, det er rigtig flot af dig at du skriver til os. Fordi det er vigtigt at fortælle om alle de voldsomme ting som du har oplevet og oplever. Og der er rigtig mange ting, som du har været udsat for i dit liv. Og jeg tænker også på at der ikke er sikkerhed for dig. Du kan både blive udsat for fysisk, psykisk og seksuel vold. Og det er altså ikke godt at du er alene om alle de ting. Både at have syge forældre, at opleve at du ikke kan få hjælp af dine forældre, når du har brug for det. Og blive truet med alt muligt, fra tvangsfjernelse til at få ødelagt dine ting. Og så de seksuelle krænkelser som fremmede har udsat dig for. Jeg tænker at du er pige, som der har brug for hjælp. Hjælp til at beskytte dig og til at få talt om alt det som du har oplevet. Tvangsfjernelse, det vil nok ikke komme på tale, hvis du fortæller om dit liv, der vil måske komme hjælp til din familie og dig. Der kunne måske komme en social og sundheds hjælp til din mor, så at du ikke skal være hendes hjælper. Men hvad kan du gøre lige nu ? Du skriver at du er på efterskole, og det tænker jeg er en rigtig god ting for dig. For jeg tænker at du på din efterskole måske har en kontaktlærer eller en lærer som du er glad for og føler tillid til. Hvad med at tage en snak med den lærer ? Måske vise det brev, som du har skrevet, som så tydeligt viser, hvad der er sket i dit liv. Og du kan vise vores svar og vores forslag. Jeg tænker at det er vigtigt at du får talt om dit liv og dine bekymringer, og måske kunne du blive endnu et år på efterskolen, eller en anden skole, hvor du ikke bor hjemme. Og imens kan din mor også få noget hjælp. Du har også den mulighed at du ringet til os ( du kan finde nummeret på hjemmesiden ) og få en aftale om at tale med en rådgiver. Du kan jo fortælle at du har skrevet et brev til os. Og der også vores chat, som du kan skrive til og tale med os på den måde. Jeg håber rigtig meget at du kan bruge rådene om at få kontakt og får mulighed for at tale om det der er sket og sker i dit liv. Det er nemlig slet ikke i orden at du oplever alle disse voldsomme ting og slet ikke får hjælp og sikkerhed. Mange tanker til dig.

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Herdis

Se svaret

2018-04-03 14:26:53

Alder: 18
Køn: pige

Hej brevkasse Jeg skriver da jeg ikke er sikker…

Hej brevkasse Jeg skriver da jeg ikke er sikker på om det er seksuelt misbrug, men roomie udsætter mig for. Han kan finde på at tage på mig mellem benene når jeg sover (eller er halvvågen) Han overtaler mig til sex, hvis han piller ved mig Når jeg ligger på maven kan han finde på, at lægge sig ovenpå mig med boner og presse sin penis imod min røv, til jeg stønner af smerte Når han keder sig, tager han nogle gange et bælte frem, tvinger mig om på maven, tager mine arme i politigreb og binder dem sammen, hvorefter han så piller og har sex med mig Han er begyndt at tage hårdt fat i mine håndled, hvis jeg irretere ham (sidst sad jeg strikkede, mens vi så tv) Han haft bundet mine hænder foran, løftet mine ben op på hans skulder og efterfølgende slået mig i røven, til jeg sagde undskyld Har snakket med to veninde kort om det og en kammaret der kun ved at han har haft fat i mig

2018-04-03 23:31:06

Hej pige på 18 år, Du spørger, om din roomie misbruger dig sexuelt. Og du beskriver flere forskellige sexuelle episoder, som din roomie tager initiativ til. Som du beskriver dem, lyder det ikke som om, at det er noget du har inviteret til eller selv er en aktiv del af. Og hvis det sker mod din vilje er det misbrug. Hvis alle de eksempler du beskriver sker mod din vilje, så er det overgreb og så misbruger han dig seksuelt. Du bruger også begreber som \"tvinger mig\" \"tager hårdt fat\" \"stønner af smerte\"....som alle relaterer til voldelige handlinger. Du fortæller ikke, hvad det gør ved dig. Om du modsætter dig, siger fra eller om du er bange for ham. Oplever du det selv som misbrug? Jeg tænker, at du skal få ham til at stoppe, hvis du ikke selv har det godt med det, der sker. Og hvis det er svært for dig at sige stop, så skal du have hjælpe og støtte til det. Du er velkommen til at skrive til vores chat eller ringe for at få en rådgivende samtale, hvis det er hjælpsomt. Håber det hjalp lidt - Mvh Charlotte

Charlotte

Se svaret

2018-04-02 15:53:23

Alder: 27
Køn: pige

Hej. Jeg blev som barn og ung udsat for psykisk og…

Hej. Jeg blev som barn og ung udsat for psykisk og fysisk vold af min mor. Jeg er nu startet i et benhandlingsforløb hos en psykolog, og jeg ønsker at få kontakt mere andre voksne, der har været udsat for vold, da jegtror jeg vil finde stor trøst i at dele fælles fortællinger med nogle, der oplever samme smerter, traumer og sorg. Kender i til samtalegrupper, sorggrupper eller netværk, eller hvem kan I anbefale, at jeg kontakter?

2018-04-02 21:34:47

Kære pige 27 år, Tak for dit brev. Det er godt at høre at du er startet i et forløb, således at du kan få bearbejdet nogle at de oplevelser, der fortsat kan sidde i kroppen efter en voldelig opvækst. Jeg vil foreslå dig at tage kontakt til LOKK, som er Landsorganisationen af kvindekrisecentre på 70 20 30 82, for at høre dem om de kender til tilbud om gruppeterapi for kvinder, der har været i sammen situation som dig. Bedste hilsner

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Camilla

Se svaret

2018-04-01 19:47:15

Alder: 22
Køn: pige

Jeg er så taknemmelig for, at dette tilbud eksist…

Jeg er så taknemmelig for, at dette tilbud eksisterer. Jeg står i en meget svær situation. Jeg har været rejst væk i en længere periode, og da jeg kom hjem betroede hun sig til mig. Jeg kender ikke detaljerne, men hun har ses med en fyr, som har banket hende en dag. Hun har haft skjult mærkerne og først betroet sig, da hun ikke længere kunne bære at gå med det selv. Hvordan håndterer man denne situation bedst som storesøster? Hun stoler på mig, men vil ikke have behandling, da hun har indtrykket af, at det vil ende med at skulle foregå i skoletiden og hun vil under ingen omstændigheder lade det gå ud over hendes skole.

2018-04-02 21:11:41

Kære Pige 22 år, Tak for dit brev. Jeg kan forstå på dig at du er meget bekymret for din søster, der har fortalt dig at hendes kæreste har været voldelig overfor hende. Jeg tænker, at det er et godt tegn hun tør fortælle dig om det, og ikke går og holder der for sig selv, da det kan være meget skamfuldt at blive slået af en man holder af. Jeg er lidt i tvivl, ud fra dit brev, om din søster fortsat ses men den fyr, men det er vigtigt at hun forstå, at hun skal have den rette hjælp - om det er hos egen læge til at se på de fysiske skader, eller om der er fordi hun er nedbrudt psykisk og derfor skal have nogle samtaler? Jeg tænker du som søster skal hjælpe hende til at forstå, at hun skal lærer at passe på sig selv, hvilket også betyder at række ud efter den hjælp hun har brug for. Måske I sammen kan skive til vores chat som er åben man-tor kl.16.00-19.00, så hun kan få hjælp til at forstå hvad hun har været udsat for og så det ikke sker igen. Bedste hilsner

Du kan også altid besøge os i København. Se mere under "Basen"

Camilla

Se svaret

chat med osbesøg os her